Udvidelsen af Aarhus Havn besluttet af et bredt flertal i Aarhus Byråd
– se mere på Aarhus Havns hjemmeside her.
Havneudvidelsen har været et meget væsentligt indsats- og arbejdsområde for ATG gennem det seneste ca. 2 år.
Derfor er det med glæde at vi nu ser resultatet af byrådets behandling – nemlig et stærkt og bredt flertal, der bakker op.
ATG ser havneudvidelsen som det helt rigtige næste skridt i havnens og byens udvikling.
- Virksomheder med tilknytning til Aarhus havn beskæftiger flere end 17.200 mennesker
- Aarhus Havns opgave er at stille fremtidsrettet havneinfrastruktur til rådighed – og dermed sikre forsyningssikkerhed til hele landet
- Havnen er den største containerhavn i Danmark, og står for 70 procent af den samlede containertransport i Danmark.
- En af to danske EU-core ports, hvilket betyder at den er udpeget som en særlig vigtig havn ift. den europæiske samfundskritiske infrastruktur.
Havneudvidelsen giver mulighed for, at vi kan udvikle den grønne transport og logistik.
Det kræver kapacitet at etablere nye grønne tankanlæg og fremtidens grønne brændstoffer. Og det kræver kapacitet at sikre danske virksomheder de bedste rammer for at kunne eksportere grønne produkter til resten af verden.
Aarhus Havn er et helt centralt netværk af logistik- og transportvirksomheder. Et komplet og komplekst vidensnetværk, hvor forskellige virksomheder og deres medarbejdere med både lange og korte uddannelser indgår i et samlet hele.
Tillykke til Aarhus med en fremsynet, klog og rigtig beslutning.
Aarhus Transport Group (ATG) har fokus på fysisk infrastruktur og transport. Transport af såvel mennesker som varer er samlet set kritisk infrastruktur. Uden en velfungerende transportsektor er samfund og sammenhængskraft udfordret.