Der blev i sommer skrevet danmarkshistorie på krydstogtkajen i Aarhus, da Aarhus Havn kunne åbne Danmarks første landstrømsanlæg til krydstogtskibe. Nu er havnen klar med en ny afgiftsmodel, der gør det dyrere for krydstogtskibe, der ikke kobler sig til anlægget, at anløbe Aarhus.
Flere og flere krydstogtskibe vælger at anløbe Aarhus Havn, og det ser ud til, at 2023 kan byde på endnu en ny rekordsæson med 68 anløb.
Aarhus Havn forventer, at knap 40 pct. af de krydstogtskibe, der er anløbet krydstogtkajen siden åbningen af landstrømsanlægget, har været tilkoblet anlægget, når sæsonen slutter. Men fra næste sæson møder krydstogtskibene en ny afgift i havnen, hvis de ikke skifter dieselmotorerne ud med grøn strøm fra landstrømanlægget.
Vi valgte at gå forrest, da vi etablerede landstrøm til krydstogtskibene, og nu vælger vi så at træde endnu et skridt foran, når det handler om at skabe de rette incitamenter til at koble sig på anlægget og modtage strøm. Det er helt afgørende for miljøet, at vi får nedbragt den lokale forurening, og det vil vi gerne bidrage til, fortæller Thomas Haber Borch, der er CEO hos Aarhus Havn.
Vil skubbe på grøn udvikling i Europa
Aarhus Havns nye afgiftsmodel betyder, at der pålægges en ekstra afgift på 75 øre pr. bruttoton til de krydstogtskibe, der anløber krydstogtkajen i Aarhus og ikke kobler sig på landstrømsanlægget. Det betyder en ekstra afgift på mellem 50.000 – 75.000 kr. pr. krydstogtskib.
Vi har siden åbningen mødt stor interesse for vores landstrømsanlæg fra krydstogtrederiernes side. Der er ingen tvivl om, at muligheden for at koble sig på landstrøm er et vigtigt parameter for rederierne nu og fremadrettet. Den udvikling vil vi gerne skubbe på også på europæisk plan. Det gør vi med vores nye afgiftsmodel, hvor vi gør det billigere at være grøn og dyrere at være sort, lyder det fra Thomas Haber Borch, der fortæller, at havnen er klar til at vinke farvel til krydstogtskibe, der fravælger Aarhus som følge af den nye afgiftsmodel.
Når man, som vi gør her, udvikler en helt ny afgiftsmodel, har det været vigtigt for os at være i løbende dialog med rederierne. Vi har fået positive tilbagemeldinger, og derfor er mine forventningerne da også, at vores nye afgiftsmodel ikke betyder færre krydstogtskibe til Aarhus, men tværtimod flere og ikke mindst flere tilkoblinger til landstrømsanlægget. Og hvis der skulle være rederier, der fravælger Aarhus på grund af den nye afgiftsmodel, er det ikke noget, der får mig til at ligge søvnløs om natten, siger Thomas Haber Borch.
Aarhus Havns afgiftsmodel for krydstogtskibe træder i kraft 1. januar 2024. Pengene fra afgiften vil Aarhus Havn øremærke til nye initiativer målrettet grøn omstilling og bæredygtighed.