Danmarks første elektriske trossebil tages i brug på Aarhus Havn
Elbiler er efterhånden blevet hverdag på asfalten landet over, men når det kommer til mere specialiserede køretøjer, der skal løse flere opgaver end bare persontransport, er det nogle gange lidt mindre ligetil.
Men Aarhus Havn kan nu prale af at have den første el-trossebil i Skandinavien. Det betyder, at når skibene lægger til kaj, bliver trosserne – altså tovene, der holder skibene på plads – trukket ind og sat på plads af en bil med to elmotorer: Én, der trækker trosser, og én der trækker bilen.
“Det er det eneste rigtige med 100 procent el. Det er rart at have en god fornemmelse, når man kører ud og fortøjer et skib. Vi sætter det mindst mulige CO2-aftryk, og det føles godt,” siger Søren Condrup, der er havneassistent hos Aarhus Havn.
En trossebil, der både trækker og kører udelukkende med strøm som drivkraft, er noget nyt både i Danmark og resten af verden.
Bilen er udviklet af Ford og Knebel Drilling i samarbejde med Aarhus Havn, og det er faldet meget naturligt for Danmarks største erhvervshavn at være en del af løsningen, når det handler om skiftet fra diesel til el.
“I 2030 vil vi være CO2-neutrale, og det her er et vigtigt skridt på vejen. Vi har længe kigget på forskellige elbiler for at se, om de kunne danne platform for det elektriske spil fra Knebel Drilling, og det har vi nu fundet med Ford E-Transit. Vi er stolte af, at vi på den måde har været med til at udvikle en helt ny specialbil til branchen, siger Anne Zachariassen, der er COO hos Aarhus Havn.
Uden larm og lugt
Aarhus Havn arbejder for at blive Østersøens mest bæredygtige havn, og det kommer ikke af sig selv.
Så hver gang en dieseldrevet bil kan skiftes ud med en elbil, er det en sejr.
“Vores varevogne og personbiler kører i dag på strøm, men vi bruger også forskellige specialkøretøjer på havnen, hvor man ikke altid bare kan bestille en eldrevet version. Men nu findes den her trossebil, der er 100 procent elektrisk, og det giver håb for, at flere specialkøretøjer i fremtiden bliver designet til at køre på noget grønnere end diesel,” siger Anne Zachariassen.
Bilen virker præcis som de tidligere trossebiler, og derfor kræver det hverken kurser eller introduktion for havnens medarbejdere at bruge den.
Så for Søren Condrup, der i sin hverdag kommer til at bruge bilen, bliver der ingen omvæltning eller forandring at tage stilling til – bortset lige fra en enkelt ting.
“På den helt gamle trossebil kører spilkoppen på en lille dieselmotor, som står og hakker afsted. Den stopper vi altid, så snart vi kan slippe afsted med det, for vi kan slet ikke kommunikere med lodsen, fordi vi slet ikke kan høre hinanden. Og der larmer el jo ikke. Det er en helt anden fornemmelse, siger Søren Condrup.
Det nye, elektriske spil kan trække omkring 800 kilo, og Aarhus Havn har omkring 3300 trosseføringer om året.
OK og Aarhus Airport gearer op for lynhurtig grøn strøm til elbiler
Elbiler triller i stigende grad ind på p-pladsen hos Aarhus Airport. Nye ladestandere fra OK skal løfte servicen for elbilgæster og styrke elbil-infrastrukturen i Danmark.
Salget af elbiler er stærkt stigende. Ifølge Danmarks Statistik udgør elbiler i dag fem procent af alle personbiler, mens hver tredje personbil solgt i 2023 er en elbil. Der triller i dag mere end 150.000 danskindregistrerede elbiler rundt på det danske vejnet. I 2021 var antallet 66.600. Det får nu Aarhus Airport til at styrke lufthavnens grønne linje med flere opladningsmuligheder i lufthavnens parkeringsområde. Den grønne oprustning sker i samarbejde med OK, der har et stort ladenetværk til elbiler fordelt over hele Danmark.
”Vi oplever en stigende efterspørgsel fra flyrejsende med elbil, og det vil vi gerne imødekomme. Tidligere fyldte energikilden til gæsternes transportløsninger ikke væsentligt hos vores gæster, men i dag er el nærmest en hygiejnefaktor. Mange pendlere og forretningsrejsende kommer i elbil, og tendensen går igen blandt ferierejsende. Muligheden for at tanke strøm i lufthavnen vil blive taget godt imod af gæster, medarbejdere og lokale. Vi vil gerne være et skridt foran, og aftalen med OK lander derfor på et godt tidspunkt”, siger Lotta Sandsgaard, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.
Samarbejdet med OK betyder, at energiselskabet har etableret to DC-ladere og ti AC-ladere – begge modeller med dobbelt udtag – ved lufthavnens tankstation og på P-1. DC-ladere er såkaldte hurtigladere eller lynladere. Her oplader man bilen direkte på batteriet og bliver derved hurtigere køreklar. AC-opladerne er for dem, som har mere tid. Her lades bilen med vekselstrøm, som gennem en on-board-lader i bilen omdannes til jævnstrøm, der tilføres batteriet.
I OK ser man samarbejdet med Aarhus Airport som en mulighed for at styrke el-infrastrukturen i Danmark og etablere lademuligheder ved trafikknudepunkter, der naturligt tiltrækker elbillister.
”I OK ønsker vi, at det skal være nemt og attraktivt at være elbilsejer, og derfor opsætter vi ladestandere der, hvor elbilisterne er – på farten, på arbejdspladsen, i hjemmet og nu også i Aarhus Airport. Vi er meget tilfredse med vores nye aftale med lufthavnen og glæder os over, at vi i fællesskab gør det nemmere for bilister at tilvælge elbilen”, siger Kenneth Risborg Korsgaard, som er markedsdirektør i OK.
Med lufthavnens ladestandere i puljen vokser elbilnetværket i Østjylland til glæde for gæster i Aarhus-regionen. Aarhus Airport ligger centralt i forhold til Djurslands attraktioner, strande og feriehusområder, og det er oplagt for turister at benytte ladestanderne. De enkelte ladelokationer kan findes i OK’s app og på hjemmesiden.
Aarhus Airport ser det som en naturlig del af udviklingen, at lufthavnen nu tilbyder gæsterne let adgang til grøn strøm til bilen. Tiltaget er helt i tråd med lufthavnens miljøvenlige tankesæt.
”Aarhus Airport har ambitioner om at være med i front på den grønne omstilling. Vores mål er som virksomhed at være klimaneutral i 2030, og vi er allerede langt i forhold til at omstille eget materiel og køretøjer, vi bruger CO2-neutral strøm, og vores nye lufthavnsterminal er energioptimeret”, afslutter Lotta Sandsgaard
Aarhus Airport sætter rekord i årets første seks måneder
Kilde: Aarhus Airport | ||
Trafiktallene for det første halvår i Aarhus Airport sprænger alle rekorder. Gennem de første seks måneder af 2023 er 18,5 procent flere internationale gæster gået igennem terminalen end i første halvår af 2019.
|